Er dine termoruder mere end 5 år gamle?

01. august 2016, kl. 14:52

Så kan det betale sig for dig at skifte til energiruder - de giver ikke kun store varmebesparelser, men også større komfort end dine gamle termoruder. Termoruder bliver kølige på indersiden, og afkøler luften omkring dem. Det giver kuldeindfald og træk. Energiruder bliver ikke kolde på indersiden og skaber ikke kuldeindfald.

Energiruder

Mange huse har tolags termoruder, men de er ikke nær så gode til at holde på varmen som energiruder. Det skyldes især, at det ene glas i energiruder er forsynet med en tynd, usynlig metalbelægning. Den sidder oftest på den ene side af det inderste glas, der vender ind mod rudens hulrum. Metalbelægningen lader solens kortbølgede stråler passere ind i boligen, men reflekterer den langbølgede varmestråling, der kommer indefra.

I modsætning til termoruder, hvor der kun er almindelig luft mellem glassene, indeholder energiruder en gasart, der isolerer bedre end luft. For eksempel argon. Gassen er ufarlig, og da den er tungere end luft, bevæger den sig mindre. Det reducerer overførslen af varme fra det inderste glas til det yderste. Selvom energiruder har en metalbelægning på den ene af deres fire glasflader, lukker de lige så meget lys ind som termoruder.

Har du termoruder?

Det kan være svært at se, om et vindue har termorude eller energirude. Men her er et tip: Hold en flamme, f.eks. fra et stearinlys, op til ruden, så den spejler sig i glasset. Hvis det er en tolags termorude, ser du fire ensfarvede spejlbilleder af flammen. Ét fra hver af de fire glasflader. Hvis det er en energirude, vil en af de fire spejlede flammer få en anden farve end de andre. Det skyldes energirudens metalbelægning. Den sidder oftest på den side af det inderste glas, der vender ind mod rudens hulrum.

I alle godkendte energiruder er der stemplet forskellige oplysninger på afstandsprofilen mellem glassene. Her kan man ofte se, hvilken energiklasse ruden tilhører. Man kan også se, hvornår den er lavet, producentens navn, glastypen, om den indeholder en gasart og i så fald hvilken.

Dug og farveforskel

På visse årstider oplever mange, at energiruder dugger på ydersiden, men det sker kun i korte perioder og under særlige vejrforhold - typisk om foråret eller efteråret. Det skyldes at energirudernes metalbelægning og gasfyldning isolerer så effektivt, at deres yderste glas er koldt. Det får fugten i luften udenfor til at kondensere og sætte sig som dug. Udvendig kondens på en energirude er tegn på god isolering.

Punkteret rude - hvad så?

Både energiruder og termoruder kan punktere, så der kan dannes dug i hulrummet mellem glassene. I termoruder påvirkes isoleringsevnen ikke, men det gør den for energiruder. Den isolerende gasart i ruden siver nemlig ud, og isoleringsevnen forsvinder.

Energiruder med varm kant

Det er en god idé, at vælge energiruder med varm kant, hvis du har muligheden. Den varme kant er placeret hele vejen langs kanten af ruden og adskiller de to eller tre lag glas. Kanten er udført af mindre varmeledende materiale end de tidligere aluminimumskanter, som primært termoruderne er produceret med, og reducerer kondens.

  Scroll ned for mere