Se årets vinder blive overrasket med Vestforsyningsprisen

28. november 2023, kl. 18:41

Vi tog et kamera med, da Poul Hornshøj, formand for Kulturperlen i Holstebro, skulle have beskeden om, at han får Vestforsyningsprisen 2023.

- Jeg blev helt rørt igen, da jeg skulle ringe og fortælle mine børn om det og høre, om de ville med til reception.

Ordene kommer fra 70-årige Poul Hornshøj fra Holstebro, som netop har fået det synlige bevis på, at han er årets modtager af Vestforsyningsprisen og de 25.000 kroner, der følger med.

Det fik han ved en reception i Nupark, hvor der også for anden gang i år blev delt midler ud via Vestforsynings Initiativpulje.

Poul Hornshøj fik prisen for sit mangeårige arbejde i Kulturperlen, hvor han har været formand fra dag ét.

- Det har været mit liv. Mit barn i Lystanlægget, siger modtageren, som har været i gang i mere end 30 år:

- Det berører da en og gør en lykkelig på den måde, at man kan komme til at fælde en tåre, når man bliver påskønnet for det, man gør, og så giver det jo energi til lige at tage ti år mere.

Poul Hornshøj fik af praktiske årsager beskeden om, at han er årets modtager af Vestforsyningsprisen i midten af november.

Se, hvordan det forløb i videoen her til højre for.

Her begyndte det

Det er nok særligt onsdagskoncerterne i Lystanlægget og det, der i dag hedder ”Vestjyllands Smukkeste Nostalgi Festival”, som Poul Hornshøj er kendt for.

Men hvordan begyndte det hele egentlig?

- Det startede på et tidspunkt, hvor jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle få tiden til at gå med i de weekender, hvor jeg ikke havde børn, fortæller Poul Hornshøj:

- Jeg blev del af en lokalradio i Ulfborg og senere i Holstebro. Her blev jeg sendt ud til festivaler rundt i Danmark og kom så til at tænke: ”Når de kan lave 60’er festival i Esbjerg, kan vi også i Holstebro.”

Det blev en ”kæmpe succes”, som Poul Hornshøj udtrykker det om den første 60’er festival, han med støtte fra en gruppe, lokale erhvervsfolk fik stablet på benene i 1990.

Året efter endte det med en ”økonomisk røvfuld”, men ideen var stadig god tænkte Poul Hornshøj.

Tre år senere var han derfor klar igen, og onsdagskoncerterne er så kommet med også sammen med selve foreningen Kulturperlen.

Stopper ikke i tide

Ud over at kunne samle og glæde en masse mennesker med musik og underholdning er en af hovedformålene med Kulturperlen at udlodde penge til det lokale foreningsliv.

Hvad er din største drivkraft i alt det her?

- Det er at få en idé, se den blive ført ud i livet og så bare vokse sig større og større. At se alle de glade mennesker, siger Poul Hornshøj:

- Vi har været med til at skabe noget i Lystanlægget. Vi har fået nye huse. En ny scene. Vi har noget, som andre byer er misundelige på, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at min by bliver sat på landkortet.

Der har vel også været modgang i løbet af årene?

- Der vil altid komme modgang, men 90 procent af det, jeg har oplevet, har været medgang, og så kommer du også igennem modgangen, svarer Poul Hornshøj.

Hvorfor er du egentlig blevet ved i så mange år?

- Nogle siger, at man skal huske at stoppe i tide, men hvis jeg skulle hjem og gå, ville jeg visne hen. Jeg skal være aktiv og vil gerne gøre noget, som gør andre glade.

Har du en plan for, hvornår du stopper?

- Næh, ikke umiddelbart. Jeg vil gerne være med til at udvikle det, der skal ske i anlægget og er gået ind i det her med liv og sjæl, fordi jeg kan lide det.

 

LÆS OGSÅ: 290.000 kroner skiftede hænder på en eftermiddag

Om Vestforsyningsprisen

En modtager af Vestforsyningsprisen kan for eksempel være:

  • Et talent på vej frem med potentiale og ikke mindst initiativ
  • En lokal initiativtager med et drive ud over det sædvanlige
  • Et ekstraordinært projekt, som gavner fællesskabet i lokalområdet
  • Et initiativ, som i løbet af året har gjort en ekstra forskel
  • Et projekt med specielt fokus på bæredygtighed

I 2023 kom i alt 54 indstillinger til Vestforsyningsprisen.

Ud over æren medfølger en check på 25.000 kroner til prismodtageren.