Tre talentfulde søstre er bidt af både bat og bold: - Det er det bedste, der er sket for dem

13. juli 2023, kl. 13:42

Lærke, Mejse og Gry tager tre gange om ugen turen fra Sir ved Holstebro til Snejbjerg ved Herning for at træne bordtennis. Og så spiller de også lige lidt kampe i weekenden.

Det er ikke noget, man hører om hver dag, men de findes i en lille landsby lidt uden for Holstebro.

Tre søstre, der alle spiller bordtennis, og som faktisk er ret gode til det.

Lærke på 14 år, Mejse på 12 år og Gry på 10 år har overgivet sig fuldt og helt til sporten, som de alle oprindeligt blev præsenteret for i SFO’en, som hører til Naur-Sir Skole og Børnehus.

- Jeg begyndte for sjov i SFO’en i 2018 og kom så i en rigtig klub i Holstebro i 2019, fortæller storesøster Lærke og bliver efterfulgt af sine to mindre søstre:

- Jeg startede i 2019, siger Mejse.

- Jeg startede i 2020, siger Gry.  

For et års tid siden skiftede de alle den lokale klub i Holstebro ud med BTK Midtjylland, som er at finde i Snejbjerg ved Herning.

- De har nogle bedre træningsmuligheder og lidt mere modstand end i Holstebro, forklarer Lærke.

- Lærke havde kun spillet tre måneder i klubben i Holstebro, da vi blev ringet op om, at hun skulle til DM, uddyber Pia Ditlevsen, som er mor til de tre bordtennissøstre.   

 

Familien bordtennis

Ældste datteren, som dengang var puslingespiller, tog sammen med familien turen til Hillerød, hvor danmarksmesterskaberne skulle afvikles.

- Det var en stor oplevelse, fortæller moren.

Begge søstre er da også begyndt til bordtennis, fordi de kunne se, at storesøster synes, det er sjovt.

Hvorfor er bordtennis bare så fedt?

- Man kommer meget ud og lærer en masse at kende, og så kan det også være en hyggesport. Noget, man spiller med vennerne, svarer Lærke:

- Jeg har gået til fodbold, svømning og badminton, men så fandt jeg bordtennis, og det er bare sjovt.  

Det synes Mejse og Gry heldigvis også, for meget af familiens tid går nu med bat og bold.

Tre gange om ugen hopper de tre piger i bilen hjemme i Sir for at køre mod Herning og to til tre timers træning.

- Derudover er vi typisk afsted til kampe i hvert fald to gange i måneden og nogle gange både lørdag og søndag forskellige steder, fortæller mor Pia.

 

Drømmer gerne langt

Tiden, træningen og ikke mindst talentet har da også allerede båret frugt.

- Mejse og Gry blev landsmestre i holdkamp her i foråret, siger en stolt mor:

- Normalt er der tre til en holdkamp, men deres makker, som var fra en anden klub, kom ikke, så de spillede selv alle deres kampe.

- Det var ret dejligt, at det bare var os to. Vi ved jo, hvordan hinanden spiller, fortæller Mejse.

- Det var ikke så hårdt, for det var ikke så svært at slå dem, tilføjer Gry.

Storesøster Lærke blev danmarksmester i double, da DM blev afholdt i år, og har også tidligere vundet DM-sølv i single. 

Nu skulle man så næsten tro det, men mor Pia afviser, at det er noget, pigerne har efter forældrene.

- Min mand har spillet lidt på skoleniveau. Vi er jo fra den tid, hvor der altid var et bordtennisbord i skolen, men heller ikke mere end det.

Drømmen hos ældste datter er i første omgang at blive dansk mester i single. Så landsholdet, og så OL lidt længere ude.

- Det er noget, jeg gerne vil og er klar til at arbejde for, siger Lærke.

 

Bordtennis i rå mængder

Skal drømmene gå i opfyldelse, kræver det modstand, og for en på Lærkes niveau er den svær at finde i nærområdet.

- Vi er i det hele taget udfordret her i Jylland. Vi kan godt mærke, at de sjællandske klubber har landsholdstrænerne derovre og kan lave træning på tværs af klubber, fortæller Pia Ditlevsen:

- Så vil man noget, må man køre langt efter det. 

Og det vil familien i Sir, så når der er stævner, er det i bilen og til Esbjerg, Odder, Hirtshals, Aalborg, Odense eller Hillerød.

- Det er utrolig spændende, så jeg tager med hver eneste gang, de er ude til stævner. Jeg kan slet ikke lade være, siger mor Pia:

- Det er det bedste, der er sket for dem, og så bakker man jo op som forældre. Og vi bakker gerne op.

Det samme gør Vestforsyning, som via Initiativpuljen støtter de tre bordtennispiger.

- Vi har fået støtte til, at de alle tre kunne komme på sommerlejr i Tjele i en uge, hvor der bliver spillet bordtennis i rå mængder, forklarer Pia Ditlevsen.

- Jeg har været med før, og der er nogle af de bedste trænere, så det er virkelig godt, siger Lærke.

 

Se, hvordan du også kan få støtte af Vestforsynings Initiativpulje her