Vestforsyning har ansat ny direktør

30. maj 2017, kl. 11:44

Vestforsynings bestyrelse har ansat 47-årige Jørn Zielke som ny adm. direktør for Vestforsyning. Han tiltræder 1. september 2017, når han bliver løst fra kontrakten for sit nuværende job som viceadm. direktør for Falcks datterselskab Falck Inc. i USA. Jørn Zielke afløser Jørgen Udby, som ønsker at gå på pension.

Vestforsynings bestyrelsesformand Nils Ulrik Nielsen glæder sig til samarbejdet med den nye direktør.

- Ansættelsesudvalget lagde stor vægt på Jørn Zielkes interesse for at videreføre Vestforsynings udviklingsaktiviteter. Vi har tradition for at være i front på brint, biogas og bioethanol, og vi ønsker at blive ved med at være innovative, siger Nils Ulrik Nielsen.

Jørn Zielke glæder sig til at møde medarbejdere og kunder. Han forventer en helt udramatisk udskiftning på direktørkontoret.

- Vestforsyning er en veldrevet virksomhed målt på alle parametre, så man skal ikke forvente eller frygte en stor revolution. Jeg er selv rundet af den vestjyske muld, så jeg har tænkt mig at stikke en finger i jorden, møde medarbejdere og kunder og danne mit eget indtryk stille og roligt, inden jeg vil komme med nogen udmeldinger om forretningen, siger Jørn Zielke.

Foruden lederstillinger i Falck-koncernen har han tidligere været ansat i forsyningsbranchen, blandt andet med ansvar for infrastruktur og fiberbredbånd. Han vil dog gerne lægge låg på eventuelle spekulationer om, hvor vidt Vestforsyning nu også skal til at udbyde bredbånd.

- Jeg har kun godt at sige om fiberbredbånd, men det ligger ikke i kortene, at Vestforsyning skal gå ind på dette forretningsområde, siger Jørn Zielke.

Der bliver også rigeligt andet at se til for den nye direktør. Efter sommerferien begynder Vestforsyning opførelsen af seks store Vestas-vindmøller, og hen over de kommende par år skal selskabet gennemføre et omfattende klimasikringsprojekt, der skal mindske skaderne i Holstebro by, når Storå bliver oversvømmet.

Vestforsyning har tidligere meddelt, at den nuværende adm. direktør Jørgen Udby fratræder 1. juni. Han har forlænget sin ansættelsesaftale og bliver dermed på posten, indtil afløseren tiltræder. Derefter vil Jørgen Udby fortsætte arbejdet for at etablere et 2G-bioethanolanlæg ved Maabjerg Energy Center.

Efter sommerferien vil direktørskiftet blive markeret ved en reception. Tid og sted vil blive annonceret i lokale medier og på www.vestforsyning.dk.

 

Kontaktperson: Formand for Vestforsyning, Nils Ulrik Nielsen, mobil 5152 2035

Blå bog

  • Jørn Zielke kommer fra en stilling som viceadm. direktør for Falck USA, Inc.

  • Foruden lederstillinger i Falck-koncernen, har han også tidligere arbejdet i forsyningsbranchen. Han var adm. direktør for østjyske NRGI’s infrastruktur-division, senere adm. direktør for EnergiMidt Fiberbredbånd A/S og bestyrelsesmedlem i blandt andet fiberbredbåndsselskabet Waoo! A/S.

  • Oprindeligt er han uddannet erhvervsjurist (cand. merc. jur.) og begyndte sin karriere i bankverdenen.

  • Senere supplerede han sin uddannelse med HD-fag i finansiering. I 2013 studerede han strategi, innovation og ledelse ved det franske INSEAD-institut.

  • Lige nu bor Jørn Zielke lidt uden for Seattle i USA sammen med sin kone Charlotte, parrets tre børn på 12, 15 og 18 år og familiens hund.

  • Fritiden går med løb, cykling og fitness tre-fire gange om ugen eller med afslapning med en god bog enten hjemme eller i familiens sommerhus i Nordjylland.

  Scroll ned for mere