Økonomistuderende besøgte orkanens øje

13. oktober 2016, kl. 08:37

En gruppe studerende i international økonomi besøgte onsdag Maabjerg Energy Center og fik et indblik i en politisk varm kartoffel

Maabjerg Energy Center er blevet en brandvarm kartoffel, efter at konsortiet netop har annonceret, at man er ved at opgive bioethanolprojektet, fordi det har gået trægt med at skabe politisk flertal for fødselshjælp. Så det blev et højaktuelt emne, da en gruppe HHX-studerende fra Uddannelsescenter Holstebro onsdag eftermiddag besøgte MEC BioGas for netop at høre om de ambitiøse planer om at producere bioethanol af vestjysk halm.

For eksempel var de studerende interesserede i at vide, hvor de 1000 arbejdspladser vil opstå, når der nu kun skal bruges cirka 100 mand til at drive selve anlægget.

"De mange halmtransporter giver job til for eksempel lastbilmekanikere. Og når en masse mennesker får job og penge mellem hænderne, breder sig som ringe i vandet, fordi man bruger flere penge. Det er det, man kalder multiplikatoreffekten," forklarede de studerendes underviser Gorm Hansen, som stolt kunne konstatere, at den tørre teori fra bøgerne pludselig fik en ny og håndgribelig betydning.

"Vi tager ud til virksomheder, så meget som vi kan. Det har stor værdi for undervisningen, at vi kan skabe en reference mellem teori og praksis. Og det er interessant for os, at vi kan få indblik i, hvordan Maabjerg Energy Center faktisk bruger Finansministeriets ADAM-regnemodel til noget," siger Gorm Hansen.

Hans tredjeårselever står foran at skulle skrive SRP - studieretningsprojekt - som er handelsgymnasiets svendestykke. Og miljø-økonomi er en obligatorisk del af deres studieretning, international økonomi, så det var oplagt at søge inspiration hos netop Maabjerg Energy Center.

Simon Østergaard fra Holstebro er en af de studerende, og han var glad for at få mere viden og inspiration, inden han skal vælge emne for den store projektopgave.

"Det er første gang, jeg har hørt om, hvad der egentlig foregår her på biogasanlægget. Det har været spændende, især også at høre om fremtidsmulighederne, hvis det lykkes at trække sådan noget som bioethanolprojektet til Holstebro," siger Simon Østergaard, som planlægger at læse videre på CBS, handelshøjskolen i København i håb om at få et job, der kombinerer økonomi og politik.

Besøget var arrangeret i samarbejde med udviklingsafdelingen hos Vestforsyning.

"Holstebro er talenternes by inden for kultur, idræt og de mange uddannelser. Det vil Vestforsyning gerne bakke op om, og vi får samtidig en meget værdifuld feedback fra de studerende. Forhåbentlig kan vores arbejde bidrage til at skabe nogle spændende job, så de får lyst til at vende hjem til Holstebro efter endt uddannelse," siger udviklingskonsulent Bente Brunhøj Pedersen.

Folketingets partier mødes fredag morgen for at diskutere en redningsplan for bioethanolprojektet.