Undgå frostsprængte vandrør

23. december 2021, kl. 08:47

Vi har opstillet rigtig mange vandmålere ude hos vores kunder, og desværre sidder nogle af vandmålerne lidt udsat i vinterhalvåret - for eksempel i sommerhusområder eller i uopvarmede udhuse eller garager. Det kan give en grim overraskelse, når frost bliver afløst af tøvejr. DMI lover frost hen over julen, så vi skal lige sikre os at du er klar over, hvad du skal være opmærksom på.

Ansvaret for at undgå frostsprængning og efterfølgende vandspild ligger hos dig, og forebyggelse kan spare dig for rigtig mange penge.

Nu, hvor frosten er godt i gang, er det en god idé, at kigge til din vandmåler. Find ud af, hvor den er, først og fremmest - hvis den er placeret udsat, skal du have sikret den. Hvis det ikke er gjort godt nok, risikerer du, at vandinstallationerne fryser, og så fosser vandet ud, når det bliver tøvejr igen.

Det kan gå hen og blive en rigtig dyr fornøjelse for dig, for det fremgår tydeligt af Vandregulativet, at man som kunde selv hæfter for vandspild som følge af frostskader. Ud over vandspildet vil det være nødvendigt at skifte vandmåleren, ligesom installationerne kan være ødelagt, og man kan have fået en vandskade.

Så derfor: sørg for at din vandmåler er frostsikret!

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål om forebyggende frostsikring eller vandinstallationer i det hele taget, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt os

Ikke kun dit sommerhus

Frostsprængninger rammer ikke kun sommerhuse. Det kan også ramme et parcelhus eller en virksomhed. Det går som regel okay, så længe huset er beboet, og installationerne løbende bliver tilført lidt varme ved, at man bruger af vandet. Men hvis man så tager på en uges vinterferie, vil nogle desværre opleve, at vandet er frosset, når de kommer hjem igen.

Hvad kan jeg gøre?

Det er ikke svært at frostsikre måleren, hvis den sidder udsat, for eksempel i udhus eller målerbrønd. At stille et stykke flamingo eller placere et tæppe det rigtige sted kan gøre underværker.

Er skaden sket?

Er der en sprængt ledning, kan tusindvis af liter rent drikke fosse ud i jorden. Det er både ærgerligt og dyrt. Hvis du opdager et brud vil vi meget gerne have, at du kontakter os hurtigst muligt på tlf.: 9612 7300. Er det uden for normal arbejdstid, bliver du viderestillet til døgnvagten, som er klar døgnet rundt.

Hvis du opdager vand på din grund eller har et unormalt højt vandforbrug, kan der være brud på dine egne rør eller ledninger. Kontakt en VVS-installatør, som kan hjælpe med at lokalisere og reparere skaden.

Hvis du har en vandmåler eller et vandrør, der sidder i uopvarmede omgivelser, er det en god idé at opvarme rummet eller pakke måleren/røret ind i noget isolerende materiale.

Klik her for at få vores gode råd for at forebygge frostsprængninger