13. maj 2024, kl. 08:33
Vestforsynings bestyrelse og chefgruppe har været på en to dage lang studietur, som for alvor har klædt dem på til den kommende tids mange udfordringer.
Det hele begyndte en mandag morgen i en bus.
Vestforsynings bestyrelse og chefgruppe mødtes, vinkede farvel til Nuparks parkeringsplads og rullede vestpå.
To dages studietur lå forude, og første stop lod ikke vente længe på sig.
En halv time på landevejen blev det til, før forsamlingen stod i Idomlund ved Energinets transformerstation.
- Vi fik et indblik i, hvor langt Energinet er i forhold til al den strøm, som kommer i land fra havvindmøllerne, fortæller Christian Hagelskjær, der er administrerende direktør hos Vestforsyning.
Dertil blev gruppen klogere på etablering af anlæg til Power-to-X i netop Idomlund.
- Power-to-X er særlig interessant for os i forhold til den overskudsvarme, som kommer ud af produktionen, og i forhold til den megen vand, vi skal levere til aktørerne, forklarer Christian Hagelskjær.
Tilbage i bussen og så lige en god tak nordvestpå til Ramme, hvor Skovgaard Energys energianlæg ”Power to Ammonia” er at finde.
- Vi skulle se anlægget, der er et Power-to-X-anlæg, som det kan se ud i lille skala, begynder Christian Hagelskjær:
- Og så skulle vi møde en af de partnere, vi er på vej ind i et større vedvarende energiprojekt med, så særligt bestyrelsen kunne få et førstehåndsindtryk.
Ud over Vestforsyning og Skovgaard Energy er Struer Energi og Jysk Energi partnere i det omtalte projekt, som er døbt Energipark Holstebro-Struer.
Og netop Jysk Energi var næste stop på turen. Nærmere bestemt deres solcelleanlæg i Høvsøre.
Endnu en partner blev på den måde introduceret for bestyrelsen, som også fik set og hørt om en solcellepark a la den, der er med i Energipark Holstebro-Struer.
Studieturens første dag sluttede med et bestyrelsesmøde, før dag to kunne begynde med et besøg hos DIN Forsyning i Esbjerg.
- De er et år til halvandet foran os, når det kommer til Power-to-X, overskudsvarme og køling af alt det varme, som kommer fra anlæggene, forklarer Christian Hagelskjær.
Et godt sted at blive klogere, før turen for første gang fik lov at gå østpå.
Forsyningsselskabet Kredsløb, som holder til ved Aarhus, var næste og sidste vært.
Her handlede det om den omlægning af varmeforsyningen, som både de og vi i Vestforsyning er i gang med.
- Vi hørte om de produktionsformer, de havde tænkt sig at lave, og hvilke tanker de havde gjort sig om risici ved dem, fortæller Christian Hagelskjær:
- Det var som inspiration til det arbejde, vi selv sidder med lige nu, og så så vi også deres tekniske anlæg, hvilket var ganske givtigt.
Alt i alt to dage, som var rigtig godt givet ud, hvis man spørger Vestforsynings administrerende direktør.
- Det har været fantastisk godt, forstået på den måde, at det, vi har set og hørt, understøtter de projekter, vi selv er i gang med, lyder det fra Christian Hagelskjær:
- I forhold til vores strategi er det både den grønne omstilling og partnerskaber, vi får kigget på og dyrket her. Det har simpelthen givet os alle et større indblik i, hvad det er, vi står overfor.